Jeg hedder selv Karsten,
og jeg har bygget stilladser siden
Jeg hedder selv Karsten,
og jeg har bygget stilladser siden
Jeg hedder selv Karsten,
og jeg har bygget stilladser siden
2013 og har arbejdet på akkord
i 10 år eller sådan noget.
Hvis du starter.
Jeg hedder Lars. Jeg har
arbejdet med stilladser i
tæt på 40 år. Det bliver
det så ikke endnu, men 39.
Og stort set har jeg hele
tiden været på akkord. Nogle
få firmaer med timeløn,
men det var korte besøg.
Så jeg er tillidsmand,
og jeg er også fagligt
aktiv, så det er egentlig,
hvad jeg vil gå under.
Og dig, Thomas?
Ja, jeg hedder Thomas.
Jeg er stilladsarbejder.
Jeg startede første gang i branchen i 2001,
var stilladsarbejder på akkord i 12 år
dengang, og så vendte jeg tilbage
til branchen efter en lang pause.
Stadig på akkord og er vel oppe på snart
små 18-19 år sammenlagt i branchen og
har været tillidsmand ad flere omgange og
er formand for Stilladsklubben
i København.
Okay. Kan I forklare
sådan kort, hvad akkord
egentlig er? Altså,
hvordan foregår akkord egentlig?
Jamen, det kan jeg sagtens.
Akkord foregår jo på den
måde, at vi har vores priskurant,
vi har nogle prislister.
Det kender man fra mange andre fag også.
Men vores akkorder er kortvarige i forhold
til de andre fag i byggeriet, så det har
været nemmere at holde i hævd,
tror jeg også, for os.
Men hvis vi har vores prislister, så får
man en sag hos sin arbejdsgiver, og så går
du ud og bygger den sag, og den kan være
målt helt snorlige op, eller du kan få en
adresse og få at vide, hvad opgaven
skal løse, og så gør du det selv.
Det kommer sådan lidt an på,
hvad for en virksomhed du er i.
Men så går du ud
og bygger dit stillads, og
når du har bygget dit stillads,
så tæller du op
jævnfør de prislister, vi har i vores
priskurant, og tæller det sammen, skriver
det ud til din arbejdsgiver
og afleverer den her akkordseddel.
Jeg plejer at sige, det er
det tætteste, du kan komme
på at være selvstændig erhvervsdrivende,
bare uden alle...
Jamen, helt sikkert, ikke? Fordi det er
arbejde under ansvar og frihed, og friheden
kan vi jo særlig godt lide, fordi når
vi kører ud af porten, så er det os, der
bestemmer både tempo
og stort set også, hvad
det er for et resultat,
der skal afleveres.
Og vi vil jo gerne være så tæt
på det perfekte resultat som muligt.
Så akkorden er jo virkelig der,
hvor man tager
ansvar for sit arbejde
og kan shine og kan vokse.
Og så tæller... Altså det er jo også
det der med, at man tæller jo stumper.
Man tæller jo hver eneste stump.
Det er jo sådan rent praktisk,
hvordan det foregår, ikke?
Men akkord er heller ikke noget nyt,
Lars. Du har været i branchen mange år.
Nej, overhovedet ikke. Altså nu er det jo
længe før, jeg startede, altså 1921,
eller 1920, som vores klub
er fra, der begyndte man
jo allerede at prissætte
stumper for at lave akkord.
Og det er jo så fortsat. Og da jeg
kom ind i branchen i... Var det? 1988?
Der var der jo også fine akkorder. Meget
stor forskel på provinsen og København.
Det har vi så fået udlignet.
Fordi det stort set koster det
samme, og det skal jo selvfølgelig
også udlignes på priserne.
Men det er... Altså det er værd at gå på
akkord og tjene sine
penge på det, man laver.
Hvorfor tror I, at akkorden er indført?
Altså hvad tror I er grunden til, at man
ligesom valgte at sige,
at det er akkord, vi kører på?
Jamen det skulle jo være
produktionsfremmende. Altså vi skal
have... Det kan være et hårdt
og et surt arbejde til tider.
Vi er ude året rundt i alle
slags vejr. Vi arbejder
ikke i alle slags vejr,
men det er derude, det foregår.
Og så må vi jo selv, liv og ære og velfærd,
beslutte, hvornår vejret bliver for farligt.
Så for at få motiveret drengene til at
sige, at vi giver den sgu en skalle,
så har man jo sagt:
Lige løn, lige arbejde,
så alle får det samme
for hver eneste stump.
Hvor mange stumper kan du bygge i dag,
kammerat? Fordi det er det, der er din løn.
Og det hænger også sammen
med noget andet. Det
hænger... Altså, jeg synes,
at liv og ære og velfærd...
For mig er det tæt forbundet med liv
og ære og velfærd og stolthed.
Det er måske et ord,
der mangler der. Faglig stolthed.
Hvem fanden har ikke
gået på... Jeg kommer fra
håndværkerbranchen.
Jeg er udlært murer først.
Hvem har ikke gået
på en eller anden plads, hvor
du har taget ansvar,
du har givet den en skalle,
og på lokum og skide fire gange om dagen,
og de får det samme i løn som dig.
Og det bliver man sindssyg af.
Så det der med akkord, det var utrolig
appellerende for mig,
da jeg valgte stilladsbranchen.
Fordi jeg ville derudad. Jeg var ud over
stepperne. Jeg kan godt
finde ud af at tage ansvar.
Men jeg er træt af,
hvis jeg skal have det samme i
løn som en sidemand,
der render og gemmer sig hele dagen
og laver nul og niks. Det bliver man...
Og så skal vi huske på,
at vores akkord er jo
ikke som en akkord
på en fabrik, på slagteri,
med minutfaktor og hele tiden en mand,
der går og tæller op på:
Hvor mange minutter er det her?
Og næste gang kan du ikke få det samme,
fordi du kunne jo nok være lidt hurtigere.
Vores akkord er bundet op på nogle priser
i en bog, som vi kan henholde os til,
og så kan vi lave det hurtigere
og langsommere,
men i et fornuftigt tempo
vil det jo være bedst,
fordi der kan du holde længst, og der
kan du så tjene penge i en lang periode,
som jeg jo for eksempel
har gjort snart 40 år.
Så brænder man ikke ud.
Så på den måde er der jo forskel.
På den måde er vores, synes jeg,
et lidt mere intelligent akkordsystem
end hvad jeg ved fra
fabrikker og slagterier.
Jamen, også for de andre
håndværkerfag, fordi
de kommer på skole
og lærer om priskuranten,
men de har opmålere, så de får lov at se
prislisterne,
men de får dem ikke med hjem.
Vi har alle sammen hver
vores bog liggende i bilen.
Vi ved præcis, hvad stumperne koster,
og hvordan vi selv tæller det.
Fordi vi selv måler dem op.
Fordi vi selv måler dem op.
Det er en stor afgørende faktor.
Og så har mester jo sine tre dage til at
være enten enig
eller uenig i vores opmåling.
Og efter tre dage, hvis han
ikke har givet gyldig kritik,
så er den godkendt til betaling.
Er det grunden til,
at I har valgt at køre akkord?
Er det de ting, I lige har nævnt nu her?
Ja, altså som sagt, når man
gerne vil ud over stepperne,
du gerne vil være effektiv, du kan godt
finde ud af at være en god repræsentant
for virksomheden over
for virksomhedens kunder,
og du kan godt finde ud af at kommunikere
med ledelsen hjemme i virksomheden.
Og du har styr på alle de ting her.
Men så vil du også have så meget
som muligt med hjem hver dag.
Kontra manden, der møder ind på arbejde
for at sidde og gemme sig fire
timer ud af de syv, han er på job.
Så selvfølgelig er
det mere for at få pengene,
men det er jo også for at få fri.
Jo mere jeg kan tjene
i det tidsrum, jeg er der,
jo mere kan jeg lægge til siden,
og jo færre timer behøver jeg arbejde.
Og jeg har jo ligesom prøvet
at prædike over for medlemmerne,
at forskellen på 250 kroner i timen
og 350 kroner i timen, den ender op i
mere end 150.000-200.000 om året,
hvis du tæller alle de sociale tillæg med
for den samme mængde timer.
Så det der med, at det er
mindre nedslidning på timeløn,
det er løgn og latin, for du
skal være der meget længere
og arbejde meget mere for de samme penge.
Det er jo også, vi...
altså et ord, som jeg plejer,
eller noget jeg plejer at bruge at sige,
det er, at vi er mesters nyttige idioter,
og vi vil gerne gøre det så godt, vi kan.
Det er jo noget,
der er sådan lidt i vores baggrund,
hvilken måde vi er på.
Og det gør jo så, at
når vi så gerne vil tage ansvar,
og gerne vil udfylde det her,
så er akkorden jo med til at belønne os
i det ansvar,
frem for en eller anden flad timeløn,
som gør, at
vi får det samme som netop de dovne,
de uduelige eventuelt.
Men det gør jo også, at
med de bogstaver, vi alle
sammen er udstyret med,
så kan vi få ro i det.
Det er også lidt skægt at se,
at folk, der faktisk
ikke er bogligt smarte,
troede de,
eller matematisk smarte,
eller clever,
de shiner bare,
og de kan godt,
og de vokser med den her opgave.
Vi ser masser af stolte unge mennesker,
som faktisk gik ud af skolen
med et gok over nakken,
og var kede af det.
De shiner faktisk, ikke?
De kommer alle steder fra, op ad hullerne,
og det er jo det, der er det fede
ved det her akkordsystem.
Det er det, der er fedt
ved den her branche.
Og så får man al den hjælp,
alle steder,
man overhovedet kan tænke på,
for at udføre akkord,
for at skrive sedler,
for at lære det.
Men når du så siger en flad timeløn,
kan du prøve at beskrive,
hvad det er, du mener, når du siger det?
Jamen, når jeg mener en flad timeløn,
det er så,
om du sidder på lokummet,
om du står derude og knokler,
eller om du bare snakker
og ser på din telefon,
så får du den samme timeløn.
Og der er ikke nogen muligheder.
Det er skidesvært at få
den der til at hæve sig.
Det er skidesvært at få
lagt 5-10 procent på.
Og du synes egentlig,
det kan være lige meget,
fordi det er jo ikke ret meget.
Og du går ned i kadence,
du går ned i arbejds...
Du skal diskutere med mester om,
hvorfor du ikke har nået mere alligevel.
Eller måske mere.
Han synes, at du skal nå mere,
end du egentlig kan nå.
Eller han har sat noget op og tænker,
jamen, jeg har et akkordsjak,
de når en helvedes masse,
og du er på timeløn,
hvorfor fanden når du ikke det samme?
Så jeg vil sige,
akkorden gør det der,
at man tager ansvar for sit arbejde,
og man vil gerne præstere.
Hvad?
Tror I, I har mere indflydelse
på jeres arbejdsdag,
fordi I er på akkord?
Absolut.
Absolut.
Dem, der jo kan finde ud af at levere,
det er jo altså,
mennesker er dovne,
og det er vores projektledere jo også.
Så jo mere,
de kan stole på dig,
jo mere får de fokus på alle
mulige andre områder.
De har jo et helt hav,
eller en gruppe af forskellige
sjak kørende for sig
og under sig.
Så går de jo ind og nusser
og kører curling der,
hvor de er nødt til det,
og så dem, der er selvkørende,
der slipper de tøjlerne
i et eller andet omfang,
og giver dem de sager,
hvor de ved,
at der tjener de altså penge,
uden at kigge dertil hele tiden.
Så det er også en god idé for mester
at køre akkord, vil I mene?
Jamen, altså,
hvis du taler om mesters
fordel ved det her,
så er det,
at han lige pludselig
har nogle medarbejdere,
der tager ansvar for arbejdet,
eventuelt ekstra ting,
og alt sådan noget vil blive skrevet på,
fordi det vil vi kræve på vores,
eller det krav vil vi stille
på vores akkordsedler,
vores dagsedler.
Så på den måde,
så bliver det jo for mester,
bliver det meget nemmere at fakturere,
det der bliver lavet.
Og der er det igen,
hvis han har folk på timeløn,
jamen så laver de jo hvad som helst.
De kan jo stå flere timer
og snakke med en byggeleder.
Det er vi ikke interesserede i,
fordi vi ved,
vi skal forsvare,
hvorfor vi gjorde det,
og vi ved,
vi skal forsvare,
at vi skulle have noget
timeløn eventuelt for det,
en eller anden stilladstimeløn,
og vi skal videre på vores akkord,
fordi den går nedad,
jo længere tid vi står bare og mumler.
Men vi tager ansvar for det,
og vi prøver at lave de bedste løsninger,
det gør man,
når man er på akkord,
det gør man ikke på timeløn,
jeg har gået på timeløn,
og så er det sgu op til mester,
hvad fanden der skal på her,
eller hvad der skal laves.
Jeg ser,
når vi kører ud i byen,
så er timelønsstilladserne
magre,
kan man sige,
der er ikke meget skruet på.
Man kan se,
at akkordstilladserne,
der er skruet det på,
der skal være,
for at det er sikkert,
og for håndværkeren,
der senere skal op på det,
der er det hele lavet færdigt,
fordi der skal man ikke tilbage igen,
og bruge timer på
at udbedre en eller anden...
Det er dumt.
Man gør det måske et par gange,
når man er ny i branchen,
men man finder hurtigt ud af,
at det er dumt.
Det skal være færdigt på én gang.
Ja, det skal det.
Man skal også huske det hele,
første gang man kører ud.
Det er jo igen den der faglige stolthed,
den der akkorddreng har.
Hvis man en sjælden gang
har sat en stump forkert
eller glemt en stump,
så farer man ud og laver den,
på vej fra arbejde eller et eller andet,
fordi man er så indebrændt over,
der var et eller andet,
man ikke fik leveret på.
Det har jeg da gjort.
Gået ud og flyttet en fastgørelse,
jeg havde fået sat lidt dumt,
eller et eller andet
i løbet af min karriere.
Det er da sket,
men så er man så fagligt stolt,
så er man gået ud og har
fjernet det lort selv.
Og en anden ting,
og i forhold til,
om det er en god idé for arbejdsgiver,
der er to logoer på den der priskurant,
så vidt jeg husker,
det er en aftale,
der er lavet mellem
arbejdstager og arbejdsgiver.
Arbejdsgiver synes som udgangspunkt,
at det er en rigtig god idé at køre på.
Det er det.
Og det gør de jo netop,
fordi de får en hel masse sjak,
der er selvkørende
og løser problemerne for dem.
Vi er her for at løse problemer.
Ja.
Det er sådan set,
og om det så er besværlige kunder,
dumme projektledere fra entreprenørerne,
eller andre uforudsete ting,
i forhold til en krøllet stilladsløsning,
som vi først kan se,
når vi kommer op på taget,
eller hvad det nu måtte være,
så vi er der for at løse problemer.
Ja.
Nogle gange,
når man snakker med nogen,
der kører på timeløn,
så kommer de nogle gange med sådan nogle,
man kan kalde det myter,
eller man kan kalde
det historier om akkord,
at man skal løbe sig selv halvt ihjel,
overhovedet for at kunne holde sine penge.
Hvad tænker du om det?
Nej, det er noget værre sludder.
Sådan en gammel mand som dig?
Ja, lige præcis.
Det burde jeg jo være,
ham der kunne bevise,
at det er ikke tilfældet.
Men der er også det,
når man har lidt alder, så har man
også lidt mere erfaring,
og så husker man måske det hele,
eller man har lidt mere ro,
når man får en opgave.
Man har prøvet det før,
man har set det hjørne,
eller man har set den kvist,
eller den skorsten,
man skal op på.
Og det er noget sludder,
det der med,
at man skal løbe sig ihjel,
og jeg har jo netop set,
akkordfolk,
der har løbet sig ihjel,
der har været for,
kan vi sige,
grådige,
ved at arbejde weekender,
arbejde aftener.
Det holder man heller ikke til,
så det skal man lade være med.
Der er rigeligt i den her aftale,
altså den priskurant,
vi har,
til at man kan arbejde
syv og
en halv time om dagen,
og så kan man,
jo stort set,
er vi jo kun på stilladset,
hvor vi bygger det,
en tre, fire,
måske fem timer,
hvis det er tæt på pladsen.
Ja.
Og der kan man godt holde en god løn,
der kan man godt holde
de der seks,
seks,
syv hundrede tusind,
ved at bare have et almindeligt
stilladsarbejde,
altså ved bare det der,
at man skal ud på de almindelige sager.
Så det er noget sludder,
de der skrøner.
Ja,
men der er noget andet i det også,
jo mere erfaring du får,
og jo mere,
at du får noget respekt omkring
det du leverer,
stabilitet og alt det du kommer med,
fordi altså akkorden,
vores prislister,
det står jo også,
vi tæller vores stumper,
men vi skal jo også huske alt det,
vi ikke får på akkorden,
så det vil sige,
alt, hvad der er af
gener undervejs,
det skal vi jo huske at skrive ud,
og det er det,
der er mange af de unge,
der ikke er skarpe nok til,
eller som ikke har lært,
at hvis der holder biler i vejen,
hvis der er ventetid,
hvis du skal rende rundt og finde strøm,
hvis du skal på en fremmed
plads efter grej,
og alle mulige ting og sager,
som meget hurtigt kan ødelægge en akkord,
hvis man ikke får skrevet for det,
og hvis man ikke får sine penge hjem
hos sin projektleder,
fordi han ikke har sørget for de ting,
så er det,
at man nogle gange kan risikere,
at brænde nallerne lidt,
og det skal man jo være skarp på
og holde hårdt på,
og det er jo en del af det,
jeg kalder stilladssport,
at man skal kunne gå op og argumentere
for sine ting oppe på kontoret.
Der er jo også en af de der
historier og myter,
man også hører om,
det er jo, at man på akkord
skal diskutere med
mester konstant og 24/7
om alt det her ekstraarbejde,
alt det her andet arbejde.
Ja, men det er jo ligesom,
jeg sagde til en af vores
kollegaer i Landsklubben,
du kan vælge at have det i hovedet,
eller du kan vælge at have det i røven.
Altså, vil du have
en daglig slåskamp med ham,
eller vil du kneppes hver dag,
fordi du har accepteret
en lav løn på timeløn?
Det er pest eller kolera, ikke?
Det er jo det der,
om man har en fælles
forståelse for akkordsystemet,
og man har for priskuranten,
og hvis man jo,
man skal jo nok,
hvis man er meget aktiv i det her,
eller er meget progressiv,
så skal man måske diskutere mere,
men man får jo også en fælles
forståelse sammen med mester.
Når man har diskuteret,
når man har fundet de der CD-hvidebogen,
CDA-punkterne,
læst det igen og igen,
måske kørt en sag,
tabt den eller vundet den,
så får man jo,
så får man jo ligesom,
kommer det hele i hak,
og så får man jo en fælles
forståelse for det,
og så er det ikke de store
diskussioner, man har.
Nej, men altså,
hvis man også er i et firma,
hvor der er en god lokalaftale,
en lokalaftale,
hvor man ligesom har fået
forhandlet de her ekstra ting,
så skal man jo heller ikke diskutere.
Fordi så har du sådan set
styr på de her ekstra ting,
hvad det koster.
Det er fordi,
hvis man vælger at køre i et akkordfirma,
der måske har en knap så god lokalaftale,
en knap så uddybet lokalaftale,
så kommer der til at
være ting tit og ofte.
Hvorimod hvis du har en lokalaftale,
hvor du har taget højde for det hele,
så er der altså ikke ret meget tilbage.
Nej, det er rigtigt.
Nej, der er vel kun det tilbage,
at stå op for de krav,
altså jeg kalder det krav,
for det er det, vi stiller
på vores akkordseddel,
og så stå op for dem.
Og jeg kan jo se,
som nu er jeg tillidsmand,
og jeg kan jo se,
at nogle står op for kravene,
nogle står ikke op for kravene,
men der må man have det der i sig,
og så må man jo lære at leve med det.
Men det er jo helt sikkert,
jeg vil jo mene,
at man skal stå op
for de krav, man stiller,
og så skal man stille
nogle realistiske krav
i forhold til det, man har bygget.
Ja.
Altså, hvad det kan være på,
hvad det hedder,
time,
hvis man skal have nogle timelønninger
for noget forskelligt,
man har gået og rodet med,
så skal man jo ikke være urealistisk,
for at prøve at skrive en akkord op,
men man skal være realistisk i det,
og så skal man jo sørge for at
lære at tælle alle stumperne,
tage på nogle kurser,
tage på nogle priskurantkurser,
så man bliver klog og dygtig.
Hvor tit føler I,
I rent faktisk er oppe at
diskutere med jeres mester
eller have en samtale med jeres mester
om specifikt ekstraarbejde
og andet arbejde?
Jamen, der er jo altid en,
altså,
det er jo der, hvor det,
altså, hvor meget kan du lide sporten,
og hvor meget vil du presse citronen,
og der skal jo altid
være en eller anden form
for en lille smule armlægning
hen over de her sedler her,
for ellers har du sgu ikke
fået det hele med, vel?
Det er rigtigt.
Så var du for billig til at starte med.
Hvis han har accepteret
hele lortet fra spids af,
så var du for billig,
så skal du huske at skrue lidt.
Men igen, det skal være inden for skiven,
det skal være realistisk,
det skal være sådan,
så når du kommer op, så siger de:
Kan du forsvare det her?
For du skal stå og forsvare dine sedler,
hvis det er.
Så hvis man mener,
at det, man har lavet,
er inden for skiven,
så gør det ikke noget,
det ligger lige over stregen,
hvor han gerne vil have
dig liggende under stregen,
så det er jo den armlægning,
der skal være,
men kunsten,
og det er nemmere at gøre,
hvis man er tillidsmand,
og man er oppe at kæmpe
for nogle andre sager,
eller argumenterer for nogle andre sager,
så er det nemt ikke
at tage det personligt,
og det er rigtig svært ikke
at tage det personligt,
når det er ens egne sedler,
der bliver angrebet med røde streger,
og afvist og minus,
og det vil jeg ikke betale,
eller hvad fanden ved jeg.
Men kunsten er ikke
at tage det personligt,
kunsten er at sige,
Det er vi uenige om.
Så må vi lave et uenighedsreferat,
men det betyder bare,
at du skal tage ud og tælle det,
kammerat,
fordi der var altså 247 af dem her,
det vil jeg godt fortælle dig.
Så det lærer man med tiden,
det der med ikke at tage det personligt,
og det kan godt være rigtig svært,
jeg har da også tabt småkagerne en gang
eller to,
og så er rendt ud af kontoret i vrede.
Det tror jeg, vi alle sammen har.
Jamen altså,
jeg har jo været i mange firmaer,
det er jo ikke nogen hemmelighed,
og der er jo stor forskel på konduktører,
eller på mestre,
du kalder dem projektledere,
det er jo åbenbart nogle nye tider,
men der er stor forskel på dem,
nogle er meget diskussionslystne,
andre ved man godt,
de kan godt lave kompromiser,
så der er det ikke på sedlen,
men måske der tager man den i opløbet,
det er altid klogt at gøre,
men nogle er nærige,
og så,
eller de er rigtig dumme,
ikke til at holde ud at være sammen med,
så der skriver man det,
måske bare på sedlen,
og så tager man diskussionen højere op.
Så der er jo stor forskel,
der er jo også forskel på os,
som stilladsarbejdere,
men der er også forskel
på mestre og konduktører,
og der lurer man dem jo,
og så nusser man dem jo,
så godt man nu kan,
og det ender nede i pengebungen.
Vi skal jo også tage det på forhånd,
det står jo også i aftalen.
Det gør det.
Det er også det,
det er jo det eneste rigtige,
det er at tage den,
inden vi rent faktisk har lavet opgaven.
Fordi hvis vi laver et eller andet,
der er meget specifikt,
der skal specielt forhandles,
altså her skal akkorderes,
og så laver vi det,
og så går vi ind og forhandler bagefter,
så har vi jo tabt alt.
Så har vi jo lagt,
alle vores kort,
de er lagt på bordet til ham.
Han kan tak i det lige ved det.
Hvis vi nu forhandler,
inden vi laver det stykke arbejde,
så er det jo os,
der har alle kortene.
For det er stadig vores akkord,
så han kan ikke sende
andre ud og lave det.
Han skal blive enig med os,
inden vi går i gang med opgaven.
Det er altså dér,
vi står stærkest.
Ja,
han skal jo kun betale
for færdigopstillet stillads.
Så hvis du er nødt til at
bygge et eller andet undervejs,
for at bygge det her stillads,
som du så skal fjerne igen,
for at give det her stillads,
som kunden skal bruge,
så skal du jo huske at
forhandle det undervejs.
Ja.
Frihold i port
og hvad fanden ved jeg ikke,
indskudte ting og sager,
og alt muligt andet.
Det er jo det,
man lærer på vores fire
ugers kurser hvert år,
som er en klar,
klar idé at tage.
Hvor lang tid,
tror I,
I har brugt på at blive
gode til at køre akkord?
Altså,
der må have været nogle
svipsere i starten.
For det ved jeg,
det havde jeg i hvert fald,
så det må I også have haft.
Jeg har mange svipsere.
Jeg startede i et lille firma,
og jeg kørte en uge med mester,
og så skulle jeg klare mig selv.
Men så hjalp han mig
med at skrive sedlerne,
og han var sgu ærlig,
fordi han var også
stilladsarbejder i hjertet.
Men det er klart,
der var jo mange svipsere.
Hvem ved ikke,
at man glemte håndhejset,
man glemte fodspindlerne.
Det gør man kun én gang,
kan jeg fortælle.
Ja,
man glemte lejderne til stigerne,
eller lejderne til opgangene.
Ja,
altså.
Hvor lang tid tror du,
det har taget?
Har du kørt på akkord 5-10 år,
før du fik helt styr på det?
Nej,
det gjorde det ikke.
Der var da sikkert plads til forbedringer,
men jeg vil sige,
efter et år,
så er man da udmærket inde i det.
Ja.
Det behøver...
Så lang tid behøver det ikke at tage.
Og det er det,
jeg netop siger,
selvom man føler,
at man er,
jeg møder jo mange,
de er jo både ordblinde og talblinde,
men de shiner altså i det her alligevel.
Mm.
Det er et arbejde,
man godt kan lide det her.
Så man bliver dygtig til det.
Ja.
Og de opdager faktisk,
at hvis de bare havde lavet
en lille smule mere i skolen,
så havde de måske haft en studenterhue på.
Og sådan er det.
Nej, du siger det.
Ja, ja.
Men det,
når vi har møder,
og der kommer nogle folk,
de er jo kraftedeme så skarpe på det her.
De er skarpe på det at
være stilladsarbejder,
så man tænker bare,
wow mand.
Ja, ja.
Alle stilladsarbejdere,
de er gode til at gange og plusse,
og de er virkelig skidt til
at minus og dividere,
ikke det?
Jo, jo, jo.
De kan godt regne.
De kan både regne og regne den ud.
Alt skal op i det.
Jo, men jeg selv,
jeg gik jo ud af 9. Og 10. Klasse,
der fik jeg da dumpekarakter i dansk.
Ja.
Helt driven.
Alt.
Ja.
Men det der med,
hvor hurtigt du bliver
en god stilladsarbejder,
det kommer også an på,
hvem du kommer til at køre med.
Den første mand,
der tog mig ind i branchen,
han droppede mig midt i Rodahls borgerstue
efter tre måneder og sagde,
du bliver aldrig stilladsarbejder,
jeg kan ikke tjene
en krone med dig, knægt.
Og så gik jeg ud og bankede på,
til Andrea Næst,
derude i,
af konduktørerne,
og sagde,
jeg bliver vist aldrig konduktør,
eller stilladsarbejder,
har jeg fået at vide.
Bliv du lige her hos os lidt der.
Og så blev jeg kørt rundt i manegen,
hvor jeg også fik masser af penge med
de forskellige gode drenge,
men indtil man kom...
blev sat sammen med en fast makker.
Da jeg fik min faste makker,
der tog han ansvar,
og lærte mig alt,
hvad jeg skulle vide.
Ja.
Og det var det der med kemi,
lige pludselig ryger
du sammen med en mand,
vi kørte sammen i 6-7 år,
nonstop derudad,
da først vi landede sammen.
Og han var eddermame stolt og ærekær,
så hvis jeg har det fra nogen,
så er det sgu fra ham af.
I hvert fald en del af det.
Ja, så det handler også meget om,
når man skal til at lære at køre akkord,
så handler det måske også meget om,
hvem man egentlig kører
med på det tidspunkt.
Ja, selvfølgelig gør det det.
Det handler jo om,
om du skal tage hele ansvaret for det,
eller din makker gør det.
Jo.
Skal du både tale med mester,
skrive sedlerne ud,
læsse bilen, køre bilen,
altså det kan jo være lidt hårdt,
kunne man tænke,
og man så har en makker,
der trækker sig.
Men nu har jeg jo været heldig.
Jeg har stort set kørt
med den samme makker
i 37 år.
Dog lidt på skift og i storsjak.
Men det har jo gjort,
at man har sådan en hel ro.
Den ene tager sig af det ene,
og den anden tager sig af det andet.
Og det er jo deri,
man også tjener penge på akkord.
Det er, at nogle er gode
til at køre trucken,
køre kranen,
bygge, tænke stilladset igennem,
og skrive sedlerne.
Og der er jo forskel på det,
og der skal jo være det hele i et sjak.
Alle skal udfylde en plads der.
Mere.
Og det lærer man jo sammen.
Og det bedste er jo at være sammen,
også selv med en makker,
man faktisk ikke kan holde ud.
Jeg kan jo have lidt
problemer engang imellem
med de unge.
De er lidt for unge,
men nu har jeg da fået TikTok,
så jeg kan følge med lidt.
Men at man shiner hver især
på de der ting, man kan.
Det finder man ud af.
Og så er man jo netop et sjak.
Man er jo bare ikke en mand på akkord.
Nej, det er det, man ikke er.
Man er et sjak.
Og man kan være to eller tre.
Tre er faktisk ikke så tosset endda.
Tre er blevet meget godt at køre.
Eller større.
Du kører endnu større.
Ja, vi kører.
Jeg har kørt seksmandssjak,
hvor vi kørte på hver sine sager,
og hver sine steder.
Der var jo aldrig nogen tvivl,
hvis en var syg,
og en var på ferie.
Vi havde jo altid nogen at køre med.
Så der var sådan en hel
ro i de der firmaer.
Ja, I kørte seks mand i storsjak,
hvor I kørte ud på hver jeres sager,
og så kørte I hjem og smed hele lortet
i en sæk og delte.
Ja, og delte op,
når 14 dage var gået ud.
Og det betød jo også,
var nogen færdige klokken 12,
så kom de ud til de andre og hjalp dem.
Og der var ikke noget med,
at man startede med at
stå og drikke bajer.
Nej, man sprang bare på,
og så kunne man jo også
gøre den sag færdig.
Og der var det jo sådan,
at vi var stort set
det eneste sjak i firmaet,
og mester havde jo
problemer med at skaffe nok
arbejde til os,
fordi det kørte jo bare flydende for ham,
og vi tog ansvar for det, vi skulle lave.
Så på den måde,
så var akkorden,
havde vi jo nu været
på timeløn alle sammen,
så havde han sgu haft travlt,
den herre mester.
Fordi så havde han haft
travlt på en anden måde,
og det er at skaffe grej.
Der er jo det, når man kører på akkord,
så ved man jo godt,
i morgen skal jeg bruge,
eller om to dage skal jeg bruge.
Det skal man jo sørge for, er der.
Kan man se, at pladsen er tom,
så går man jo på kontoret og beder om det.
Går man på timeløn,
så er der jo ikke noget bedre,
end at vente til den dag,
man skal bruge det, vel?
Det er jo fantastisk at stå der og sige,
det er der sgu ikke.
Ja, eller man kan køre ud
og hente det et eller andet sted,
hos nogle andre.
Så det er jo netop det der,
man tager ansvaret.
Ja.
Hvad så med noget...
nu snakker vi akkord meget her,
så siger vi,
tror I, at akkordløn holder
timeløn oppe i branchen?
Ja, det gør den jo
selvfølgelig helt sikkert,
fordi det, timelønsdrengene kan
forhandle deres timeløn hjem på,
det er det, de kunne
have tjent på akkorden.
At sige, ved du hvad,
vi havde ligget heroppe på akkorden,
men vi kan godt blive enige om den her.
Og selvfølgelig vil timelønsdrengene
gerne have så høj en timeløn som muligt,
og mester vil gerne have
den så langt ned som muligt,
så derfor er det jo,
de er nødt til at finde et sted at mødes,
og det gør de jo på det grundlag,
at hvis vi nu kører på akkord, mester,
så er der jo konsensus om i branchen,
vi ligger cirka heroppe,
at vi er enige om,
at vi godt kan lide at hygge os,
og du behøver heller ikke have så
meget bøvl med alle de sedler der.
Måske kan du ikke engang selv
finde ud af at tælle det op,
og din konduktør kan heller ikke,
ikke vel?
Det kræver jo noget,
det kræver jo noget af folk,
det kræver jo igen,
at man har noget stolthed,
noget faglighed,
og er ærekær omkring sine ting,
og det kræver altså også,
at de har den der
stilladsmentalitet inde på kontoret,
og der er jo efterhånden
poppet mange virksomheder op,
hvor der går nogen inde på kontoret,
der aldrig har prøvet
andet end timeløn selv,
og derfor er de også rigtig glade for,
at have et fuldstændig fladt lønsystem,
der kun tager timer,
og ikke en skid andet,
og det er en skandale.
Jeg er ikke fan.
Kan I prøve at fortælle mig sådan nogle,
I to gamle, garvede gutter her,
hvad I ville tro,
der ville ske,
hvis timeløn blev meget mere udbredt,
og akkorden måske endda helt forsvandt,
hvad ville der ske for branchen?
Først så ville der ske det for os,
som jo gør,
akkorden gør,
at vi kan leve og bo hvor
som helst i Danmark,
vi kan næsten bo ude på Strandvejen,
men det er,
det vil bare være,
det ville være svært for mestrene
at få udført noget.
Jeg vil faktisk tro,
at den ville gå over
på udenlandske hænder,
branchen,
for,
og det vil jo ikke,
vi er jo ikke interesserede i,
at den går over på udenlandske hænder,
men det vil ske,
fordi der er brug for nogen,
der bare kan arbejde,
og de skal ikke stille spørgsmålstegn,
og det bliver,
det bliver trist og kedeligt.
Ja, vi skulle,
der vil ske det,
der er sket i alle landene omkring os jo,
altså det er sket i Sverige,
at de får en lav løn,
det er sket i Tyskland,
de får en lav løn,
vi er det eneste sted tilbage i verden,
hvor,
ah da,
måske lige Norge,
og måske kan du være heldig at finde
nogle gode priser i Australien,
eller et eller andet,
men,
altså, vi har et stilladsmarked i Danmark,
hvor den danske model,
har vi holdt fast i,
og lavet aftaler med vores arbejdsgivere,
og derfor har vi,
og vi har valgt at håndhæve uddannelse,
og arbejdsmiljø,
og al den lovgivning,
som der rent faktisk er på området,
den har vi sagt,
den bliver vi nødt til at
håndhæve og efterleve,
og det gør,
at det ikke er blevet
skyllet ud med badevandet,
og hvis det skete,
at vi ikke længere håndhæver
alle de her ting her,
hvis vi ikke stiller uddannelseskrav,
jamen så kommer der i første omgang
udenlandske aktører ind på markedet,
og vikarer ind på markedet,
og alt muligt andet lort,
og så kan du ikke leve af at
være stilladsarbejder længere.
Nej, I tror simpelthen,
at hvis akkorden forsvandt,
så ville timelønningerne dale?
De ville dale voldsomt.
Ja.
Det ville gå voldsomt ned,
der har de en større årsindkomst,
eller hvis vi regner ud på timer,
det ville dykke helt ned,
fordi der vil ikke være noget at,
altså det er jo det,
der er ved akkordsystemet,
at man hele tiden måler det op på,
hvad har du lavet,
og du går ikke nedad i den der pris.
Det gør du altså på timeløn.
Det bliver for 10 euro i timen,
og så kommer de jo glade
østfra og arbejder her.
Danske stilladsvirksomheder
ville jo heller ikke overleve
i den branche her,
fordi de lever af,
at vi har de her aftaler her.
Det er jo nok et arbejdsmarked,
de har købt sig fattige
i tekniske hjælpemidler
og sikkerhedsudstyr og let grej
og alt muligt andet,
der skal til de her investeringer
for at efterleve den danske
arbejdsmiljølovgivning.
Og hvis,
altså sådan som det er i udlandet,
der er det jo de store producenter,
der bare selv byder ind på entrepriserne,
og så får de lejet vikarbureauer ind,
arme-og-ben-firmaer,
så du vil skære hele
den danske arbejdsgiverstand
ud af ligningen.
Ja, på et tidspunkt ville
det jo også ende med,
at man til sidst bare
skulle møde op inde i byen.
Så skulle du stå derinde
med dit sikkerhedsudstyr
og dine hjelme og dine sikkerhedssko
og dit arbejdstøj,
så skulle du stå inde i byen selv.
Ja, sammen med 19 andre,
der lige tilfældigvis har fået
stukket en adresse ud den dag,
og I er 19 mand om at bygge
et eller andet lille stillads.
Og så kunne man tage hjem,
når det var færdigt.
Der var ikke noget med...
Altså, det er også mit
umiddelbare take på det.
Og det gør, at det gør
ondt af flere årsager.
Det ville gøre ondt,
fordi vi ville miste noget,
som vi har kæmpet rigtig
hårdt for siden 1920.
Men ser I så...
Altså, ser I nogen vindere og tabere,
hvis akkorden forsvandt?
Altså er der reelt nogen,
der vil vinde på det her?
Nej.
Det ville jo gå som så mange andre ting.
Priserne ville jo blive ved
med at være de høje for kunden.
Ja.
Der ville være nogle entreprenører.
Altså det ville være
som bølger i vandet, ikke?
Pengene vil sådan...
Og dem, der står nede
og arbejder nede i bunden,
de vil jo ikke få noget.
Men der ville være mange andre,
der ville få noget.
Nu hvor vi er på akkord,
så er det jo mester,
og så er det os, der tjener pengene.
Og han tjener også penge
selvfølgelig, ikke?
Men hvis der lige pludselig skulle
være et entreprisestilladsfirma,
et vikarbureau,
som bruger andre vikarbureauer,
som har nogle formænd,
som hyrer nogle folk.
Altså man kan jo se, hvordan
pengene, de er store i starten,
men de vil jo bare fosse
ganske langsomt ned.
Og sidst, altså det er jo modsat
af det, vi ser for en flod,
der løber oppe fra et bjerg,
hvor det bliver til noget stort til sidst.
Det vil jo blive småt til sidst.
Og til sidst, det ville være os,
der skulle arbejde med det.
Det ville være dem,
der skulle gå og arbejde.
Og de kan jo ikke stille nogen krav,
fordi hvis de vender sig om,
så står der nogen og venter på dem
og venter på, at de træder til side,
så de kan komme til.
Eller der står nogen over
ved siden af, der siger,
jamen vi kan gøre det billigere,
eller vi kan gøre det hurtigere.
Så det ville være en kamp
på et andet parameter.
Så kan vi sgu lige så godt
have den her kamp med en aftale
og en priskurant og gode forhold
og aftalesystemer, arbejdsretter,
og alt muligt, hvor vi ikke
så kæmper side om side,
men har en god løn hver især.
Altså mester og os.
Ja, lige præcis.
Ja, lige præcis.
Men også, vi kan godt lide
at være effektive i Danmark,
tror jeg godt, man kan sige.
Vi kan godt lide, at der er noget
sund fornuft og noget effektivitet.
Og den effektivitet ville
jo gå fuldstændig fløjten.
Og så kan det godt være, at det ville
koste det samme for bygherrerne
at få udført deres arbejde.
Men producenterne ville tage en stor del,
og så ville kriminelle formentlig,
altså vikarbureauet er jo kriminelt,
at folk bare stjæler det,
som dem, der udfører arbejdet,
de skulle have haft.
Ja.
For det er det, der ville ske jo.
Det er, at folk,
og det ser man også i Østeuropa,
og alle mulige andre steder,
at de her folk, der møder ind
på arbejde til en eller anden slaveløn,
de skal hjem og betale
en masse til vikarbureauet,
eller hvem det nu er.
Og man har jo set nogle byggepladser,
at det var nogle rimelig tvivlsomme folk,
der kom ud og skulle have
penge af de her stakkels
østeuropæiske arbejdere.
Det har jeg da set på
nogle af de byggepladser, jeg er gået på.
Og det ville blive endnu mere udbredt.
Og det er jo det, vi kæmper imod.
Og så kan det godt være,
at blå blok elsker at kalde
os for nogle gangstere
og nogle bøller,
og at vi bruger mafiametoder,
men det er lige præcis alt det lort,
vi kæmper imod.
Og det er derfor,
det er sådan lidt frustrerende,
at høre dem sige sådan noget pis.
Meget.
Nu kan vi jo tage Bispebjerg Hospital,
det gik jo ad helvede til,
Storstrømsbroen gik jo ad helvede til.
Og der var jo så mange,
som lige pludselig stod og havde arbejdet,
uden at få en krone,
fordi der var nogle andre,
der stjal dem fra dem.
Og flere,
der har jeg jo hørt,
da jeg var i metroen,
at så når de kom hjem,
så skulle de aflevere noget tilbage
for at have fået lov
til at arbejde i Danmark,
på en god løn,
under gode forhold.
Og det er jo det,
det er 100 % det,
der ville ske med stilladsbranchen.
Det er der ingen tvivl om.
Hvad så hvis der,
så vender vi den om.
Så siger vi,
nu kom der flere på akkord.
Nu er alle de der timelønsfirmaer,
der desværre er begyndt
at komme lidt for mange af,
de nu alle sammen gik på akkord.
Så nu blev det en ren akkordbranche.
100 %.
Hvad ville der så ske, tror I?
Så ville der ske det,
at vi behøvede at være lidt færre.
Så tror vi,
så ville vi være for mange nu.
Så ville vi begynde
at rydde op i branchen,
og så ville der være nogen,
der stille og roligt gled ud ad bagdøren,
fordi de ikke kunne
retfærdiggøre det at være her,
fordi de ikke var deres penge værd.
De kan ikke levere varen.
Eller ville vi andre arbejde
så meget hurtigere?
Vil alle arbejde?
Dem, der så lærte akkordprincipperne,
dem, der blev gode
til det her med stilladssport,
med at gå ind og diskutere sine ting,
og stå op for sine ting,
og begynde at tage ansvar,
de ville jo løse tingene hurtigere.
Det vil sige,
vi skulle bruge færre samlede
mandetimer i branchen,
på at levere Danmarks
behov for stilladser.
Ja.
Det er klart.
Så der ville være nogen,
der ville begynde at kigge sig om,
og så søge tilbage til nedrivere
og skraldefolk,
og flyttefolk,
og hvor de ellers kunne finde noget andet,
der lignede lidt,
eller kuffertslæbere.
Og jeg har været alle tingene selv,
så det er ikke for at tale
nedsættende om de brancher.
Jeg har både været nedriver,
skraldemand og kuffertslæber,
så det er ganske fine fag.
Men stilladsen,
det er nu alligevel bedre.
Er det også dit take på det?
Hvis vi alle sammen kom på akkord?
Hvis vi alle sammen kom på akkord,
så ville alle stilladserne være perfekte.
Fordi så ville man gå op i
at skrue dem rigtigt sammen.
Første gang.
Man ville ikke have,
når man kører,
man ville ikke have nogen stilladser,
hvor man siger:
det er simpelthen bare noget lort.
Jeg vil ikke tro,
at vi som ansatte ville blive tyndet ud i,
men der ville blive
tyndet ud i mange firmaer.
For de vil simpelthen ikke
kunne leve op til det her,
med tekniske hjælpemidler.
Lastbilen med en kran på.
Altså wow,
Vi skriver 2026,
man skal have en kran for at få
3-4-5 tons af bilen om dagen.
Man skal ikke slæbe det i hånden.
Det er ikke det,
at man skal...
Så det vil...
Jeg tror ikke,
vi vil blive færre,
fordi vi mangler jo folk.
Jeg tror,
vi vil være...
Dels vil vi selvfølgelig blive stærkere
som klubber
og som fagforening,
kan man sige.
Men det gør ikke noget,
for vi har også en stærk organisation
hos arbejdsgiverne at stå over for.
Så det vil ikke betyde noget.
Men der er mange,
der vil blive luget ud i mange
af de der små, rådne firmaer.
Tror I, det ville gøre
branchen mere attraktiv?
Altså end den allerede er?
Hvis det var, at alle var på akkord,
eller tror I, det ville være det samme?
Det er sgu svært at sige,
fordi der er mange, der kommer ind,
og så kommer de ind og kører på timeløn,
og de har aldrig prøvet andet.
Altså de kommer ind og får en timeløn,
der i stilladsøjne,
akkordøjne er en lav timeløn,
men hvis du kommer fra alle mulige andre
faglærte og ufaglærte brancher,
så kan det godt fremstå
som en høj timeløn.
Altså jeg kom jo fra flyttebranchen,
jeg synes jo, det var helt vanvittigt,
da jeg kom ind,
og det var også på timeløn,
jeg startede.
Jeg synes jo, det var helt sindssygt,
den løn, jeg kunne få,
og så kom jeg over på akkord,
og så sprang det helt i luften.
Ja, men det er fuldstændig rigtigt.
Jeg har en kollega,
der også har været flyttemand,
han siger, okay, jeg skulle lave mindre,
og jeg får mere.
Ja.
Ja, det er faktisk rigtigt.
Men det kan man jo tænke
over som flyttemand.
Det skal man, hvis man
er flyttemand derude.
Nu, du har jo været tillidsmand,
og du er faktisk tillidsmand.
Hvad er der med sådan noget lokalaftale?
Fordi det er jo ret relevant,
når vi kører akkord,
det må vi jo indrømme.
Det er jo ikke alt,
der står i den der grønne bog der.
Hvor vigtig vil I mene,
at lokalaftalen er,
for sådan et akkordfirma?
Den er vigtig i forhold til,
at holde snorene stramme over for mester.
Det vil sige på den måde,
at der er ikke nogen af os, der slikker.
Vi kan bedre,
hvad det hedder,
vi har nogle aftaler,
som alle får det samme på.
Og så de er jo vigtige,
de er jo vigtige i timelønninger.
Det er også vigtigt i det der fællesskab,
det der retfærdighedssystem,
som mange af os har i os,
at alle får det samme,
og vi kan læse,
hvad vi skal have for ting.
Vi skal ikke gå op og...
Og det er jo netop det,
så den svage går op og skal diskutere
en eller anden ting,
som han skal have penge for.
Det vil han have svært ved.
Den stærke vil løve.
Han vil måske også løve for lokalaftalen,
i forhold til at få noget.
Så er den solidarisk for alle.
Og vi har en aftale om det.
Det er jo ikke ensbetydende...
Vi skal jo altid huske,
at alle de priser,
som vi skriver ned,
det er minimumspriser.
Så vi kan jo godt springe de der ting.
Vi kan jo godt springe,
hvad tingene koster
i givne situationer.
Og har vi en konduktør
og en mester,
der accepterer det,
så er det jo også fint.
Ja.
Det er jo også attraktivt for mester,
fordi det mindsker konflikterne.
Jo mere vi er enige om,
jo færre konflikter opstår der.
Og det er jo,
tror jeg,
en arbejdsgivers kloge ord,
at priskuranten har jo aldrig været
så omfattende,
som den er nu.
Men vi har heller aldrig haft
så få konflikter,
fordi der er priser på stort set
alt i priskuranten.
Det vi så skal lave
i vores lokalaftaler,
det er alle de der ting,
der er meget lokale,
det vil sige stumper,
som virksomheden selv har bygget,
eller skabt,
eller specielle måder,
man gør det på,
at de skal prissættes.
Og nogle gange,
så har virksomheden
nogle logistiske problemer,
som de er nødt til
at lokalaftale sig ud af,
hvad koster det,
at du skal hente lortet på
en mark i Tørrøvelse,
eller hvad fanden ved jeg ikke.
Men lokalaftaler er vigtige,
og igen også for fællesskabet,
fordi det er med til,
at vi sætter os ned sammen og siger,
hvad skal vi have for tingene?
Så sætter vi nogle drenge op
og begynder at diskutere tingene
op hos mester,
tillidsmanden,
og et par suppleanter formentlig.
Hver gang vi har de samtaler om,
hvad skal tingene koste,
jo bedre bliver vi til at
argumentere og diskutere og forhandle.
Altså lokalaftalen er faktisk vigtig,
sådan nærmest på daglig basis
nogle steder jo,
fordi det er jo logistiske ting,
der står i den her,
men den er også lige så vigtig
at få genforhandlet.
Fordi der er det der med,
at hvis man så forhandler en lokalaftale,
så læner alle sig tilbage,
og så siger,
nu kører det.
Og så er det,
at man ikke rører ved den i fem år.
Og så er det,
at du kommer ud i nogle problemer,
du kommer faktisk også til at miste penge.
Altså vores hovedaftale siger,
at vi har ret til en forhandling om året.
Vi har ret til en forhandling.
Det er jo,
og det holder jeg meget på.
Så jeg er igen,
efter et år her,
ved at genforhandle vores lokalaftale.
Og så skulle jeg jo finde nogle priser
fra nogle andre lokalaftaler.
Og der står jeg så svagt,
fordi der ikke findes mange af dem.
Ja.
Og jeg kan se,
der er mange,
der har lagt meget arbejde i det.
Men jeg synes,
indimellem,
så kan man se,
priserne,
de skulle nok have været boostet lidt.
Jeg har jo fundet nogle gamle
lokalaftaler oppe på loftet.
Ja.
Altså,
hvor vi snakker tilbage,
før jeg startede i branchen.
Du var i branchen,
men der er sådan noget gammelt lort der,
hvor hvis man begynder
at bare tage de priser,
ja.
Og så bare lægge
overenskomstens stigninger på,
og ikke andet.
Så er de priser,
der faktisk er ude i firmaerne,
de er faktisk lavere,
end noget af det gamle,
der er blevet forhandlet.
Som simpelthen ikke er
blevet vedligeholdt.
Ja.
Altså,
jeg ved ikke,
jeg ved jo heller ikke,
hvor de lokalaftaler,
de er forsvundet hen,
fordi det er jo firmaer,
der eksisterer nu.
Det er deres gamle lokalaftaler.
Så på et eller andet tidspunkt,
så er de der lokalaftaler,
der ligger deroppe,
de er jo simpelthen blevet forhandlet ud,
og så er kommet dem,
dem der så er ude i firmaerne nu.
Så meget af det guf,
der var i de gamle,
det er sådan set væk.
Ja.
Det er jo det der med at holde fast i,
nu snakkede jeg tidligere om,
om det er vigtigt,
hvem du kører sammen med,
når du skal læres op.
Jamen det er det af forskellige grunde.
Du bliver jo også lært op i en kultur.
Ja.
Så hvis det der med at være faglig
og diskutere,
hvad tingene skal koste,
det ikke er en del af den kultur,
hvis de der slåskampe
ikke er en del af den kultur,
så lærer du sgu aldrig at tage den.
Og det hænger jo også sammen
med lokalaftaler.
Du skal lære at kæmpe for dine ting.
Det er sgu vigtigt.
Ja.
Og så når man laver lokalaftaler,
har jeg den opfattelse,
at det skal være ens for alle.
Jeg ser mange lokalaftaler efterhånden,
de udpensler forskellige timelønninger
på forskellige niveauer.
Altså om man er helt ny,
om man er næsten helt ny,
eller om man har været der
et lille stykke tid.
Jeg synes, det er noget
forfærdeligt sludder
og noget forfærdeligt vrøvl,
fordi ham, den gamle,
det er sgu ikke ham, der slæber.
Det er ham, den unge.
Ham, der er helt nyudklækket
og lige kommet fra systemstillads.
Han slæber røven ud af bukserne,
og den gamle, han går
der og skruer det sammen.
Og det skal der være fælles betaling for.
Den ene, han bruger sin erfaring.
Den anden, han bruger sin rå muskelkraft.
Og vi skal jo opdrage hinanden.
Så hvis man ikke opdrager hinanden på,
og man får det samme,
og man så også får
den samme viden efterhånden.
Altså den gamle, han skal lære den nye op.
Og det gør man på fælles løn.
Ja.
Det gør man ikke på en differentieret løn.
Det er gammel skik, jo.
Altså der er en timeløn,
og det er den, der er i firmaet.
Ja.
Når vi snakker ekstraarbejde.
Det er jo selvfølgelig akkorden,
at man er på akkorden, ikke?
Men så er der en timeløn
for ekstraarbejdet.
Ja.
Og den timeløn, det er den,
der er i firmaet.
Punkt.
Ja, men det er jo også vigtigt,
at du bliver lært
ordentligt op i den kultur.
Og det falder tilbage på lokalaftalerne,
fordi du kan jo se,
det er vigtigt, at folk,
når de laver lokalaftaler,
så kommer de forbi klubben med skidtet,
så vi kan kigge det efter og sige,
for som udgangspunkt må
det ikke være dårligere
end vores overenskomst.
Nej.
Så du må ikke lave aftaler,
der er underbud,
og vi må gerne lave noget,
der ligger over,
men vi skal jo ikke tillade drenge,
der laver noget lokalt,
der ligger under områdeoverenskomsten.
Og vi er jo nødt til
en gang imellem at kigge
drengene over skulderen,
og det er jo godt og sundt.
Det har vi altid gjort.
Men hvis du ikke har lært kulturen,
og du ikke kender priserne,
og du ikke har styr på alting,
så kan du godt risikere
at komme til at sidde derude
og lave nogle aftaler,
som ikke er skarpe nok.
Ja, det er jo set også.
Jeg har sådan et eksempel.
Engang i 90'erne, tror jeg, det var,
der kom trapper lige pludselig.
Så skulle vi sgu fandme lige pludselig
sætte trapper på stilladserne.
Det var jo noget ekstra, ikke?
Altså, der var det virkelig en opgradering
frem for lejderen og opgangen.
Og vi fik i det firma, jeg var i,
det var godt nok ståltrapper,
men vi fik 75 kroner for en trappe.
Så skulle den akkordfastsættes,
så røg den ned på 35, ikke?
Ja.
Og jeg mener, det var 35,
og så lidt mindre
for aluminiumstrappen, ikke?
Og så blev det heldigvis
aluminiumstrapper.
Det kan man så sige.
Det var et gode, ikke?
De er tunge, de der sataner, ikke?
Men så...
Og det var jo det.
Så tog man jo summen af alle priskuranter,
eller alle lokalaftaler.
Og der var altså virkelig nogle dårlige
i forhold til den, jeg arbejdede under.
Ja.
Og så måtte jeg finde mig i,
i solidaritetens navn,
at det blev trukket ned,
og de andre...
Der var måske nogen,
der også blev trukket op.
Det vil jeg næsten forestille mig.
Jeg vil også forestille mig,
at der var nogen,
der slet ikke havde prissat
den trappe der, så de...
Så...
Og sådan er det jo.
Og derfor gælder det jo netop
om, at vi laver de her lokalaftaler
gode og smarte.
Vi har jo endnu ikke fået træstigen.
Træstigen er jo noget...
Jeg ved ikke,
om den blev opfundet undervejs
siden 1920,
men stort set ikke.
Altså man startede med...
Med bare en pind udvendigt,
og så en pind ind i muren, ikke?
Så...
Og så kom træstigen.
Men den er jo ikke skrevet
ind i priskuranten endnu.
Og det skal den heller ikke,
fordi folk ikke finder ud
af at få penge for den.
Så...
Så den skal jo ikke ind
med den lave pris dér, vel?
Ikke fra vores side i hvert fald.
Nej.
Hvad så...
Hvis vi så snakker,
når vi snakker akkord her,
så...
Hvad så ude i fremtiden?
Ser I flere eller færre
sjak på akkord?
Og firmaer på akkord?
Ja...
Som det går lige nu,
så...
Så kunne man næsten med sin kikkert...
Man skal huske at vende den rigtigt.
Men se, at...
Vi bliver færre og færre.
Jeg vil jo gerne se, at vi bliver flere.
Jeg hører også om firmaer,
der går over på akkord,
og drengene er lykkelige
og kan se, at...
Hold kæft, hvor var vi dumme!
Altså, jeg har et sjak i vores firma,
som gik på timeløn,
og jeg høvlede dem ned om alt det her.
Jeg kunne slet ikke forstå.
De lavede sgu gode stilladser.
De lavede...
De gik op i det.
De arbejdede også i et ordentligt tempo.
De...
Til sidst...
Og det var faktisk på grund af
alle vores tillæg.
Altså, ikke så meget feriepenge,
men mere pensionen.
Så kunne de sgu se,
jamen, der blev vi sgu snydt.
Altså...
De tjener for lidt hvert år, og så...
Ja, og så vil det jo gå stærkt,
lige pludselig.
Også søgnehelligdagspengene,
som jo lige pludselig er
blevet et stort beløb,
eller en stor procentdel af vores løn.
Så...
Men særligt pensionen,
så kan vi sige,
jamen, hold kæft.
Når jeg har været her...
En af dem, han har jo...
Han har 40 år igen i branchen,
forhåbentlig.
Han kunne jo se,
jamen, hvad til helvede?
Det er jo 500.000,
jeg kommer til at mangle
i den sidste ende.
Ja.
Fordi det løber jo op hele tiden.
Så det kunne man jo håbe,
andre også fik øjnene op for.
Jamen, der...
Jeg synes lige nu,
at det er sådan...
Ja...
Der er de gamle firmaer,
der holder fast.
Der starter en masse nye op på timeløn.
Ser også nogle af dem
komme over på akkord.
Altså, det er jo sådan,
hver gang, hvis vi...
Når vi har hjulpet nogen over på akkord,
så er de alle sammen kommet tilbage
og været glade for det efterfølgende.
Og altså,
der er jo også...
Der er jo sjak,
jeg...
Nogle gange, når jeg møder dem,
så har de bygget på timeløn i 10 år.
Så er de kommet over på akkord
her for 2-3 år siden.
Det er jo nogle af dem,
jeg kender,
der tjener allerflest penge.
Og jeg elsker hver eneste gang,
jeg møder dem,
og spørger dem,
om de stadigvæk er glade for deres valg.
Altså, vi snakker jo
200.000-300.000 om året.
Ja.
Det er så også...
Nogle af de gode sjak,
der virkelig også knokler
igennem og sådan noget,
de gik altså til ingen penge før.
Jeg tror faktisk,
de er ikke bare glade for deres valg.
De går også og ærgrer sig
gevaldigt over alle de penge,
de ligesom føler,
at de har vinket farvel til.
Ja.
Desværre.
Hvad er det,
hvis du kører timeløn i 10 år så?
Det har man da mødt nogle dygtige,
rigtig dygtige kollegaer endda,
som...
Er der noget med...
Når man nu,
hvis og når man går på timeløn,
så skal man bruge timeløn.
Man skal ikke bruge det til at være
doven
og sidde og skide to gange om dagen,
og så få hæmorider.
Man skal bruge det til at blive dygtig
til sit arbejde.
Og vi havde faktisk...
Ja,
i starten af 90'erne,
der byggede vi mange telte,
og vi byggede dem på timeløn.
Vi havde faktisk en okay
timeløn til det dengang.
Og så blev det akkordfastsat
lige pludselig,
det var hegitek.
Altså, det var med sømbjælker,
det var med hegn,
og det var med plastik.
Og så var vi fandeme dygtige,
fordi vi havde gennemskuet alt det der.
Vi havde lavet en eller anden måde
at bygge det på,
også seks mand,
der arbejdede sammen.
Så vi tjente jo boksen,
lige så snart vi gik i gang på akkorden,
da det blev prisfastsat.
Så der havde vi jo netop brugt timelønnen,
som vi brugte dengang
til at lave teltene på,
til at blive dygtige til vores arbejde.
Og ikke sidde nede på lokum og skide.
Hvad skal vi så sige,
hvis der sidder en ung stilladsarbejder,
han har ikke været så
længe i branchen derude,
han har hørt om det der akkord,
han er lidt bange for det.
Det var jeg jo selv i starten.
Jeg var også nervøs for,
om jeg egentlig overhovedet kunne.
Hvad fanden siger man til sådan en mand?
Han skal opsøge.
Han skal opsøge de firmaer,
hvor der kan køres akkord.
Han skal henvende sig til
stilladsklubben i sit område,
hvis han vil vide,
hvor han skal tage hen.
Og så skal han finde nogle folk,
der gider at lære ham op.
Fordi dem, der kommer unge ind i branchen,
de kommer her,
fordi de gerne vil tjene penge.
De kommer her,
fordi de gerne vil tjene
og forsørge deres familie.
Og de har hørt,
at man kan tjene gode penge i branchen.
Og så skal man ikke lande
et eller andet sted,
hvor man bliver lullet i søvn
på en flad timeløn.
Og man bliver,
som du siger,
man ender med at blive pisket derudad
alligevel til den her lave løn.
Fordi mester,
han finder jo hurtigt ud af,
at han kan hele tiden
gradvis skrue op for kravene
til den her unge mand.
Så det handler om at finde det sted,
hvor man kan blive lært op
i den kultur.
Og det må man meget gerne gøre
noget aktivt for selv.
Så skal vi satme nok hjælpe til.
Ja.
Kan I huske jeres første akkord?
Det er nok lidt svært for dig, Lars.
Nej, det kan.
Jeg kan.
Jeg kan huske min første akkord.
Det var inde ved Amagerport.
Og vi trak jo i snoren dengang.
Jeg stod bare på ladet
og trak i snoren.
Og jeg trak i snoren hele dagen,
indtil jeg havde bygget op
til cirka 18 meter,
så havde jeg så meget syre
i mine arme og i mine ben,
at jeg kunne ikke trække en ramme mere.
Så jeg måtte sige til min svend,
deroppe og sige:
Armene dur ikke mere.
Ja, så må du bygge færdigt,
sagde han.
Så røg jeg fuldstændig sukkerkold
op i 18 meter
og måtte klare den op til taget der,
for jeg var ved at skide i bukserne.
Det er der ikke nogen tvivl om.
Men i dag har vi jo tekniske hjælpemidler.
Vi har opskydeligt rækværk.
Vi bruger seler,
hvis det er nødvendigt.
Vi har alle mulige ting.
Vi bliver ikke nedslidt
i samme grad som i gamle dage.
Så jo, den dag glemmer jeg aldrig.
Nej.
Kan du huske din første akkord?
Sammen med Preben og Smukke Jørgen,
som han nu hed,
en gammel drukkenbolt.
Det er det sgu ikke.
Jamen, jeg kan huske,
at det er spændende, alt det her.
Jeg er interesseret i,
hvad fanden det bliver,
når man engang er færdig.
Jeg kan måske ikke
huske den første akkord.
Jeg kan godt huske,
da jeg startede i branchen
og kom ind i den
og skulle leve op til alle de her ting.
Klub og fagforening og sådan nogle ting.
Det var da enormt fedt
at møde op til
for sådan en mand som mig,
eller dreng som mig,
som bare faldt helt bagover
alt det sammenhold
og al den her snak.
Hvis man først gik ind i en samtale
med nogen omkring akkorden,
der var om det,
og hvor ærekære
og hvor villige de var
til at lære fra sig.
Ja.
Det var helt fantastisk.
Ja, men også,
man har jo et ry som stilladsarbejder.
Der var noget ud over pengene,
der lokkede dengang,
når man havde gået
på de forskellige byggepladser.
Man kan godt se,
at stilladsdrengene kom,
og så bestemte de selv farten,
som jeg snakkede om,
og så kørte de,
når de ikke gad.
Og der var ikke nogen
på nakken af dem hele dagen.
Der sad ikke en tilsynsførende,
der kom ikke nogen,
ja sjældent,
nogen ud og så til,
hvad de lavede i hvert fald.
Så den der frihed under ansvar,
den var enormt tillokkende.
Ja.
Så var det,
og jeg tror,
da jeg startede,
der var der måske 1.500 mand på landsplan,
der i starten af 2000-tallet,
og det at være en ud af en lille flok,
på kun 1.500 mand,
der kan levere varen,
det var der også et eller andet over.
Og det er akkordmentaliteten igen,
at vi arbejder hårdt,
men vi har også et hårdt ry,
og vi tjener også godt,
mens vi er...
Ja,
men det er også fordi,
grunden til,
at man heller ikke bliver
holdt øje med på den måde,
det er fordi,
det er jo op til os selv at tjene penge.
Altså,
fordi hvis ikke man gjorde det,
så gør det,
så tjener man ingen penge.
Så der behøver ikke at være
det opsyn på samme måde,
som...
Det er der slet ikke.
Nej.
Det er der slet ikke.
Er der nogen opgaver,
altså sager,
hvor I ligesom mener der,
hvor akkorden ligesom har vist sin styrke,
hvor man ligesom siger,
ej, kan I komme på noget der?
Altså, har I nogen historie om det?
Hvor man ligesom siger,
altså,
når jeg tænker på det,
så har jeg selv...
Jeg har prøvet...
Der var et firma,
hvor vi var oppe at skændes om...
Det var dengang,
man skulle bygge søjler,
når vi byggede dem 70,
om det så var rammer,
eller om det var søjler.
Det var dengang,
den diskussion var der,
hvor vi i borgerstuen
nægtede at bygge de der.
Vi ville ikke have rammeprisen for dem,
men den var bygget,
og så mester,
han skulle ud og have den ned,
og sagde,
jeg kommer ikke til at
pille den på rammeprisen.
Jeg vil have søjler,
og vi kunne ikke blive enige,
så jeg endte med at gå på timeløn,
på den her specifikke sag.
Jeg siger ikke, det tog lang tid.
Jeg siger bare,
mester havde regnet med,
at den var nede onsdag,
og så han kom fredag til mig og sagde,
er du snart færdig?
Det kan jeg sgu ikke love endnu.
Det kunne være,
at vi skulle prøve at
overveje priserne næste gang.
Der følte jeg,
at akkorden var vinderen her.
Det er jo et af de subtile værktøjer,
vi har for netop at lære dem,
at akkorden er vinderen,
og når vi er enige om priserne,
så løber vi derudad,
og der kan man jo opdrage på sin modpart.
Der var jo en god gammel kollega,
Kurt,
som altid kom ud på byggepladsen og sagde,
det er mig,
der er stilladsarbejder.
Det er mig, der bestemmer.
Så stod byggelederen,
der og sagde:
bestemmer hvad?
Farten.
Jeg bestemmer farten.
Og det gør man jo,
når man har fået sin akkord.
Og hvis de gerne vil have,
tingene bliver løst,
hvis de gerne vil have,
at man er løsningsorienteret og fleksibel,
og en gang imellem må acceptere,
at den røde løber ikke
er rullet ud til os,
og der er 400 håndværkere i vejen for os,
og alt muligt andet,
så er det måske en rigtig god idé,
at vi er enige om prisen
og akkorden derudad,
for så er vi nemmere at snakke med.
Så ja, det er et ganske udmærket,
lille,
passivt-aggressivt
værktøj i værktøjskassen.
Ja.
Jamen altså,
igen det med faglig stolthed,
fordi nu kører vi storsjak,
og jeg har...
nærmest aldrig mødt et stillads,
hvor akkorden ikke gav plus 100 kroner,
og en sjælden gang imellem,
så har vi fået en eller anden
lille fedtet opgave,
ind imellem som,
okay, det passer sgu ikke til storsjak,
og så har der været lidt
meget udskiftning ind over,
hvad for nogle to-tre mand,
der kørte ind og løste den,
og så har man måske landet,
altså jeg har faktisk haft nogle sager,
hvor jeg måske, over tre dages varighed,
hvor jeg landede på noget,
der var lavere,
end timelønnen havde været,
men fordi jeg er så stedig og stolt,
så kommer jeg aldrig til at
gå ind og bede om timeløn,
og så accepterer jeg bare de tre dage,
de ligger en tier under,
det jeg kunne have fået på timeløn,
og så løber vi videre,
og så har vi en blok igen i næste uge,
hvor det er rigeligt opvejet,
og det er jo det der med at
kigge på den lange bane,
og kigge på det store billede,
og det er lidt tilbage til det der
med at tage overarbejde,
og få meget nedslidning
og alt muligt andet,
fordi tre, fem og ti
år længere i branchen,
er meget mere værd,
end 100.000 mere i år,
fordi de sidste tjente penge,
dem betaler du topskat af,
du skal kamplæsse din bil,
du skal arbejde til klokken lort,
så det er alle de steder,
hvor ulykker og fejl sker,
og nedslidning er højest,
og du får mindst med hjem,
når skattefar har været der,
så hvis man kan tage det der,
den lange,
vende kikkerten rigtigt,
Og så kig på den lange bane,
som stilladsarbejder,
at sige,
jeg skal arbejde hårdt,
hurtigt og effektivt,
mens jeg er her,
men jeg skal sørge for,
at det er bæredygtigt,
det jeg har gang i.
Men nu snakker du også selv om,
om sager, der måske ligger under,
altså, jeg har jo kørt tremandssjak
på standardvillaer,
og jeg har kørt det mange gange,
vi har kørt mange villaer,
altså vi kunne,
til sidst,
altså der var jo,
vi pakkede jo bare villaer ind,
uden overhovedet at tænke os om.
Vi behøvede dårligt nok målene,
vi vidste jo cirka,
hvor meget der går i en villa efter...
altså det vidste vi til sidst,
og det er derfor,
når jeg hører det der med,
der er gode sager,
og der er dårlige sager,
og jeg vil ikke over på akkord,
fordi mester forfordeler de andre,
så jeg får bare alle de dårlige sager,
i min optik,
der er ikke gode
og dårlige sager på akkord,
der er gode sager,
og så er der sager.
Ja, det kan du godt sige,
men min gode gamle læresvend,
han lærte mig:
hvis du får en lortesag,
så er det bare med at få den overstået,
så hurtigt som muligt,
så der sætter vi faktisk bare farten op,
og knokler hårdere på,
og så kommer vi videre til noget,
og så på den måde,
med den mentalitet,
så har du stadig tjent
penge på lortesagen,
fordi igen,
faglig stolthed og alt muligt andet,
det skal eddermame ikke
få mig ned med nakken,
at jeg skal slæbe hele
stilladset ind over en cykelsti
på Gammel Kongevej,
hvor cyklerne kommer i nedadgående,
med 200 i timen,
så det skal nok lykkes,
ind i tredje baggård alligevel.
Altså min allerbedste tid,
det var da vi var seks mand sammen,
og kæmpede for alt,
fordi der fandtes ikke
nogen dårlige sager,
føler,
der vil jeg faktisk sige,
dem, som ikke er så erfarne,
de får det bedste ved at pille ned.
Dels så kan de få sjakket,
der har sat det op,
deres sedler,
og så er det jo bare derudad,
der skal ikke tænkes.
Og så siger jeg til dem,
de siger,
øh, vi får kun nedpilninger.
Ja, men prøv nu at lægge mærke til,
hvad det er, I piller ned,
prøv at lægge mærke til måden,
det er bygget på,
Hvorfor er det bygget sådan her?
Og der kunne jo være noget læring i det,
ikke?
Men der findes selvfølgelig blokke,
bare derudad flere år i træk,
og der findes der,
hvor man skal opfinde
den dybe tallerken hver dag.
Men jeg vil hellere være
på en lavere akkordsats,
altså regnet om til en timeløn,
end jeg vil være på timeløn.
Ja.
For at,
jeg vil hellere tage den der,
den der frihed og det gode,
frem for at skulle have nogen på nakken:
hvorfor er jeg ikke færdig endnu, ikke?
Og så har man jo en masse
parametre at sige,
hvorfor vi ikke er færdige.
Det er, fordi jeg skal opfinde
den dybe tallerken hele tiden
på dit stillads,
på din baggård,
eller på hvad fanden man nu laver, ikke?
Jamen jeg plejer,
der er også den der mentale forskel,
hvis du er på timeløn,
så skal du op og stå med hatten i hånden,
og sige,
nu har jeg været på arbejde hele dagen,
så må jeg godt få min timeløn?
Hvorimod, hvis du har været ude på akkord,
så går du op og afleverer regningen.
Ja.
Værsgo, chef,
Det er det her, det her koster dig.
Ja, lige præcis.
Og der er en helt anden mentalitet,
og en helt anden
respekt omkring det,
også,
når de ved,
det er det, du leverer.
Altså jeg har da også prøvet,
altså hvor mester og konduktørerne
har været efter en,
fordi vi holder ikke tidsplanen.
Hvor jeg så har regnet ud,
altså jeg har gået til 400 kroner i timen.
Det er ikke min skyld,
at tidsplanen ikke holder.
Det her, det er det,
jeg har været værd.
Ja.
Jeg har holdt min tid.
Du har enten regnet forkert tid,
eller så har din bygherre,
eller dig,
et fuldstændig forskruet billede
af, hvor lang tid ting tager.
Fordi jeg har holdt 400 kroner i timen,
det kan umuligt være min skyld,
tidsplanen ikke holder.
Det er et rigtig godt argument,
når de begynder at komme med deres,
hvor vi måske,
hvis det er på timeløn,
så aner du ikke,
om du i princippet har
været for længe om det,
om det måske er din skyld,
tidsplanen er røget.
Det kan du bevise,
hvis du er på akkord.
Så kan du hurtigt bevise,
det ikke er din skyld.
Det er meget rart.
Ja, og der er et par ting mere.
Hvis du er på timeløn,
som du siger,
så laver du hvad som helst.
Du opdager ikke alle de gange,
mester skulle have haft flere penge
af kunden,
fordi det her, det er ekstraarbejde,
det her ligger ud over
den aftalte pris.
Det gør en akkordarbejder.
Men så siger han:
hvem skal betale for det?
Og der ringer han hjem til Mads,
og siger:
Han beder mig om det der,
det er ekstraarbejde,
det skal de huske at skrive ud,
særskilt.
Yes, chef.
Så får du og mester jo noget af det.
Og det er jo det der,
at være værdifuld for virksomheden,
det skal du være,
jo bedre du er til at tjene
penge til virksomheden,
jo nemmere glider dine sedler igennem,
det siger sgu sig selv.
Ja.
Det er super vigtigt.
Ja, vi skal alle sammen prøve at skaffe
den største kage af penge
helt hjem til mester.
Så skal vi alle sammen prøve at skaffe
så meget som muligt.
Og når det så er hjemme hos mester,
så skal vi så tage den største del,
vi kan bagefter.
Vi skal jo først tage
pengene hjem til ham.
Ja, og så får stilladsarbejdere
aldrig lov at være på tidsplanen
ret længe ad gangen,
fordi hvis du endelig
er med på tidsplanen,
så bliver du eddermame
flyttet ud til en sag,
hvor de er bagud.
Ja.
Det er stensikkert.
Og så når du kommer tilbage
til din egen sag igen,
så er du bagud der også.
Stilladsarbejdere er altid bagud.
Og det er en kunst, man skal
lære som stilladsarbejder,
og de unge stilladsarbejdere
også skal lære,
det er at sige,
ja, det er din spidsrod, mester.
Jeg skal ikke løbe den her spidsrod,
til jeg dør her,
og piske mig selv derudad,
fordi som du siger,
jeg har været mine penge værd.
Jeg kan kun være ét sted ad gangen.
Altså per år.
Altså mit standardsvar til tidsplaner,
det er,
har jeg været med til at lave den?
Ja.
Nej, det har jeg ikke.
Giv mig dit telefonnummer,
så er du den første, der får at vide,
når jeg er færdig.
Vildt over, ja, ja.
Jeg er færdig om 14 dage,
så det ved jeg ikke.
Det kommer an på,
hvor meget det har regnet.
Altså,
og så står de der og bliver helt sådan,
så siger jeg,
men hvis du sørger for at
bane vejen for mig,
sørger for, at der er ryddet,
så jeg kan komme til,
så er der nok ikke meget galt i det,
du kommer med.
Ja, ja.
Jeg er jo også,
der var en anden god kollega,
der stod ved kaffeautomaten
den ene morgen,
der sagde til mig:
jeg har rigtig travlt i dag,
har jeg hørt.
Ja, ja, ja.
Hvordan har I det med det der,
med at der er historier om,
at der er flere af de ældre i branchen,
de ikke vil have de unge med?
De er dumme.
De er simpelthen dumme.
Hvem er dumme?
Ja, de ældre.
Okay.
De er simpelthen dumme.
For der var engang,
der var fødekæden,
og jeg har hivet masser af kammerater,
jeg har hivet familie med ind i branchen,
og det kan man jo se på nogle
af efternavnene også,
der har sgu været god gang i det.
Og så har vi jo taget nogen ind,
som vi godt kunne lide med det samme.
Det var jo en kammerat,
det var en motorcykelkammerat,
det var dagens bror.
Ja, det er jo sjovt.
Der skylder du stadigvæk.
Ja, han skylder stadigvæk.
Men så har man taget dem ind,
og det var nemt,
fordi der gik man jo,
det var jo fælles forståelse
og fælles viden,
så skulle de jo bare lære lidt,
og de var jo alle sammen benovede,
der kom ind i branchen.
Ja.
Nu får vi nogen ud fra
systemstilladskurserne,
fra skolerne.
Der står en forkølet,
det kan sgu både være en 18-årig,
det kan også godt være en murer,
eller en tømrer,
eller noget.
Det er lidt,
det er bedre,
dem der har været ude i virkeligheden.
Der findes også dem,
der har været,
eller der ikke har været,
der kommer lige fra skolen næsten,
kommer i hvert fald fra systemstilladset,
og aner ikke en skid om det her.
Vi har lige fået en i vores sjak,
det er faktisk rigtig sjovt,
fordi han spørger om så mange ting,
som vi bare tager for givet,
som vi nu skal fortælle en gang til,
har fortalt dem før.
Og jeg kan se,
han sidder med sådan nogle store her.
Det er jo dejligt, ikke?
Så kan man også få en,
han sidder sgu bare på sin telefon.
Men han ryger også
hurtigt ud af bilen igen,
fordi det er jo vores ansvar,
så når vi får en lærling,
det er jo så at gå op og sige til mester,
dur han, eller dur han ikke?
Og det kan man synes er hårdt,
eller sådan noget,
men det kan også være en tjeneste
over for den mand der,
og sige,
og jeg er jo meget sådan,
jeg er jo næsten af den gamle skole,
den sorte skole.
Nu skal du bare,
du skal være her 05.40,
og du skal fandme gøre det her,
du skal leve op til det her,
du skal gøre dig lækker for os,
og du skal,
alle de her ting,
så kommer du bare med,
og senere hen så er det hele tiden,
hvordan går det på skolen,
kan du komme med,
og kan du være med i de her ting?
Nu skal du altså,
du er ved at være færdig,
nu skal du altså have dit kørekort,
ja,
du går ind og tager ansvar.
Så går jeg ind og tager ansvar for ham,
men jeg ved også godt,
at de folk,
det gør jeg over for de folk,
som tager ansvar for det her,
og så shiner de jo,
og så du siger det der,
der er nogen,
der ikke vil køre med dem,
nej,
de vil ikke køre med dem,
så længe deres makker er på arbejde.
Nu var det jo to gamle,
så der er jo tit nogle skavanker i kroppen
eller et eller andet,
så er makkeren syg,
ja,
så kan han sgu også bare køre hjem,
ikke?
Ja.
Men så tjener han jo heller
ikke nogen penge den dag,
makkeren fik jo så udbetalt sygeløn,
der er jo ikke noget med,
at man kan gå ned på a-kassen og få noget,
så er det jo skiderart,
at der sidder en ny,
så var det alligevel meget godt,
ikke?
Ja.
Jeg har lige haft en stor
diskussion med to folk,
en gammel,
han er virkelig gammel,
og så en helt ny,
og han,
de kunne jo ikke sammen,
men så siger jeg til ham,
nu må I kraftedeme holde op.
Du kan tale dansk,
du kan tale med kontoret,
du kan skrive på computeren,
du kan regne den ud,
du kan køre lastbilen,
og hvad kan du,
den unge der,
hvad kan du,
ja, du kan knokle,
Så er I ikke et skidegodt sjak?
Altså, I er et godt sjak,
fordi,
og så kan I,
og så skal I bare lære af hinanden.
Jamen så var der ikke nogen
spørgsmål dagen efter,
så kørte de sammen,
ja,
så var det ligesom,
hvad fanden,
jeg kan arbejde,
jeg skal lære af dig,
så det er dumt af de gamle
at sige sådan der,
jeg vil kun køre med min lille gruppe,
som jeg kender,
og har kendt i en eller anden
periode af mit liv.
Jeg synes også,
at mentortillægget har virket,
altså det,
vi indførte jo det mentortillæg,
branchen gjorde,
og det vil sige,
en svend får 20 kroner,
22 kroner mere i timen,
i det øjeblik,
han tager en lærling med,
og det er to svende,
der kan få det pr. Lærling,
så det har givet lidt,
i den rigtige retning,
synes jeg,
og netop det der med,
at vi har fået den der
fleksibilitet tilbage,
at selvom du har fået skrevet kontrakt,
så kan virksomheden godt opsige dig
og sende dig videre,
som lærling,
hvis det alligevel ikke passede,
og lærlingen kan sgu også godt sige,
det var ikke den rigtige kultur,
jeg landede i,
jeg vil faktisk gerne videre herovre,
og det lærer man jo,
altså,
det er jo bare ud og prøve det.
Jamen jeg havde,
jeg snakkede,
jeg havde en snak med,
et akkordsjak her for noget tid siden,
hvor de havde kørt tre mand,
altså de havde en lærling med,
der var to svende,
de havde haft en lærling,
og så var jeg jo lidt nervøs,
fordi det kunne godt være,
at de blev glade for den her lærling,
så skulle de jo være et fast tremandssjak,
så var det jo tre svende pludselig,
og så kunne jeg jo godt lugte,
at så blev det svært at få lært nye op,
men der var de sgu,
de der to akkorddrenge,
de var så,
også så pengegriske, så,
så den der 20'er,
den forsvandt jo,
da han fik bæltet ham her lærlingen,
så måtte lærlingen ud og stå på egen,
den nyudlærte
stilladsarbejder,
han måtte så ud og stå på egne ben nu,
så de kunne få en ny 20'er ind i sjakket.
Det hed han jo,
han hed jo 20'eren.
20'eren.
20'eren,
pensionist,
han var 67,
så stoppede han på stilladsen,
og de sidste par år,
havde han jo rigtig godt af,
at bare gå og gøre fast,
bare gå og måle op,
bare gå og lægge blindrum,
bare gå og lave de ting,
så havde vi en lærling med,
så var det ham,
der slæbte stålet op på toppen.
Jeg har stort set været bundmand
hele mit stilladsliv,
men så var det ham,
der gik derop,
og skulle bygge,
skulle slæbe det tunge stål,
kan man sige,
og fik feedback fra min gamle makker.
Han fik at vide,
hvad han skulle,
og var der noget,
der var svært og sådan noget,
så sprang han jo selvfølgelig bare op,
og klarede den situation,
så det var jo,
det var jo skidegodt for lærling og lærer,
det var godt for den her gamle krop,
som havde været slidt op en gang,
og var blevet repareret,
til også at kunne gå på pension
uden at have slæbt de sidste søjler,
de sidste 10 tons om dagen,
så det var skidegodt,
altså,
og så fordeler man det bedre,
ikke?
Jo.
Det er klart en fordel også,
det er også klart en fordel,
for branchen,
fordi lige pludselig,
så forsvinder der mange,
på din generation,
fra din generation jo.
Det gør der jo.
Der er jo et stort hul der,
og så hvis ikke der er lært nye op,
så vil der jo køre en hel flok,
knap så dygtige rundt
på et tidspunkt jo.
Det er jeg nu bange for,
der kommer til at ske.
Nej, det kunne jeg ikke forestille mig.
Skal vi nok.
Hvis ikke jeg har været dygtig nok,
så kommer det til.
Det er altid din skyld i hvert fald.
Du skal jo også lige se mig,
vende kikkerten.
Ja.
Ja.
Ja.
Ja.
Ja.
Ja.
